Om at opdage sit kald

Mine elever har tidligere lært hvordan de hjælper mennesker med et navneskift, der stemmer overens med de kvaliteter og ressourcer, der harmonerer med at blive den udgave af os selv vi ønsker. I går sendte jeg en e-bog af sted til mine elever, om også at sørge for at matche vores fremtidsberegninger (fagsprog: årstalsrækker) med vores livsønsker.

Det er ikke nok at have et navn der harmonerer med vores ønsker. Skal realiseringen finde sted, skal vi kunne udregne at det folder sig ud i de fremtidige år. Ellers udebliver resultaterne!

I e-bogen delte jeg historien fra mit eget liv, om den guddommelige timing i at opdage mit kald:

Da jeg tog min numerologiske uddannelse i 2009, havde jeg i den periode i mine årstalsrækker, temaet om at opdage mit kald. Det vidste jeg ikke på forhånd.

Jeg vidste til gengæld med det samme på uddannelsen, at det var min rette hylde, jeg var i gang med, uden at vide, at det netop var det mine årstalsrækker indikerede.

Alle mennesker jeg nogensinde har lagt op i årstalsrækkerne, som beretter om at ‘dér forstod jeg hvad mit kald var,’ har haft dette tema ‘opdag dit kald’ i lige netop den periode. Fx Oprah og Tony Robbins samt en masse ikke-kendte personer.

Jeg har altid mærket passion. Selv som barn vidste jeg, at jeg skulle udrette noget stort med mit liv og gøre en betydelig forskel for mennesker. Jeg vidste at jeg var sat på jorden for at udvide menneskers bevidsthed. Den del af mit DNA har jeg altid været i kontakt med. Jeg vidste dog ikke hvordan det skulle udføres i praksis eller på hvilken måde. Jeg drømte om som barn at blive interviewet ugentligt i fast radioprogram, hvor jeg skulle dele ud af mine indsigter til stor glæde og gavn for lytterne. Så på en eller anden måde har jeg altid vidst at det skulle ske igennem formidling og via medierne. Samtidig har jeg også altid vidst, at jeg ville blive forfatter og skrive mange bøger. 

Jeg var dog stadig søgende. For dengang troede jeg, at jeg skulle have en bestemt uddannelse der var SU-berettiget, få noget erhvervserfaring, blive leder og så derfra udvikle mig til at udfolde mit egentlige potentiale. Simpelthen fordi jeg ikke vidste bedre, at vi ikke behøvede en samfundsaccepteret uddanelse for at slå igennem. 

Da jeg i gymnasiet oplevede hvor lidt stimulerende det var for mig og hvor knoklende det var i forhold til den gnist det gav mig, var det lidt træls. I maj 2005 hvor voldtægten fandt sted under eksamenerne i 1. g, blev jeg traumatiseret heldigt nok til, at det var for hårdt at gennemføre 2. g efter sommerferien, selvom jeg forsøgte. Halvvejs inde valgte jeg at droppe ud – en måned efter mit første numerologiske navneskift. Jeg kunne mærke at voldtægten havde ført mig til navneskiftet og at navneskiftet havde ført mig væk fra gymnasiet for at lede mig på rette vej. 

Jeg stod nu uden en gymnasiel uddannelse og mærkede stadig stærkt, at jeg skulle give et vigtigt bidrag med mit liv. Jeg følte mig ikke fortabt, nærmere forundret over livets kringlede veje og hvad mon denne afledning væk fra gymnasiet ville føre til. Jeg endte med først at tage en social- og sundhedshjælper uddannelse for at komme op på hesten igen, gøre en forskel og for at kunne bruge uddannelsen som springbræt til næste uddannelse. Jeg overvejede at blive sygeplejerske, læge eller psykiater. 

Jeg tog efterfølgende adskillige kurser og mærkede hvor forkert det føltes i mig at give de ældre medicin. Jeg brød mig ikke om at dulme dem med drugs og forstod slet ikke hvorfor de alle skulle have smertestillende 4-6 gange i døgnet, hvis de ældre ikke talte om smerter. Jeg havde lyst til at arbejde med årsagerne bag. Derfor forstod jeg også dybt i mit indre, at det ikke var sundshedssektoren jeg hørte hjemme i. 

Men hvad skulle jeg så? Det blev det store spørgsmål – og jeg vidste det simpelthen ikke. Jeg vidste blot hvad jeg mærkede lå som mit potentiale og at jeg måtte være tro imod den brændende fornemmelse, jeg havde. Det var ikke noget jeg talte højt om, for jeg vidste godt at folk måtte tænke at jeg var bindegal, hvis jeg sagde at meningen med mit liv var, at gøre en forskel for mange tusinder og millioner af mennesker i hele verden. Så jeg holdte det for mig selv og dagdrømte om hvordan det mon ville udfolde sig. 

Fordi jeg ikke rigtig kunne stille noget op, da det ikke nyttede noget at forcere en klarhed der ikke åbenbarerede sig for mig, fortsatte jeg på plejehjem. Jeg var glad for mit job, uden dog at være lykkelig. Så jeg vidste at tiden måtte komme, hvor noget nyt måtte dukke op. Jeg kunne ikke gøre andet end i den uvisse periode op til, at have tillid til at jeg ikke ville blive pensioneret SOSU’er. 

Jeg har periodevis igennem hele mit liv altid bedt til Gud, med ønsket om hjælp og for at have en at tale med, jeg følte forstod mig. Særligt i de mest længselsfulde perioder, søgte jeg støtte hos den skabende kraft i universet. 

En dag blev det min søsters tur til at komme til numerolog og jeg ville så gerne med, fordi jeg huskede min session som en helt unik, speciel oplevelse. Mens sessionen stod på, kom jeg på ny i kontakt med oplevelsen af, hvor fængende numerologien var for mig. Jeg forstod den ikke, til gengæld forstod jeg, at den formåede at sætte ord på mig som menneske og på min søster som person, på en særlig måde der gennemskuede os. Alle filtre, facader, masker og roller blev hægtet af og vi blev læst ind til marv og ben. Det fascinerede mig og rykkede til mine celler på en sådan måde, at jeg følte mig kaldet til selv at tage uddannelsen. 

Jeg havde slet ikke økonomien på plads til det, så jeg kunne ikke se hvordan det kunne hænge sammen. Derfor skød jeg det først hen. Det forunderlige med den logiske sans er, at den ikke kan bedøve hjertet, så i månederne efterfølgende, cirklede jeg stadig rundt om det kald jeg mærkede til at starte med at studere numerologi. Det var faktisk ikke engang fordi jeg regnede med at jeg ville finde min rette hylde som numerolog. Det var blot fordi jeg kunne mærke, at der var noget jeg skulle hente i den uddannelse.

Jeg endte med at starte, selvom jeg ikke anede hvordan jeg skulle finansiere det. Jeg vidste dog at jeg ville finde en løsning, om jeg så skulle knokle med ekstra arbejde ved siden af. For at lytte til mit hjerte, dét skulle jeg! 

Det var først efter nogle gange jeg sad på uddannelsen, at jeg begyndte at forstå numerologiens sindssyge kraft og dér vidste jeg, at jeg havde fundet hjem. Selvom jeg var grøn i faget og ikke engang halvvejs i mit studie, var der en meget kraftig stemme i mig der sagde, at jeg ville blive Danmarks bedste numerolog og derefter verdens bedste. 

Stemmen var så stærk, at det ikke blot var en drøm. Jeg vidste det ville blive en realitet og at jeg skulle have tillid til processen, ligesom jeg havde haft i årene op til at opdage mit kald. Jeg har altid instinktivt vidst, at hvis blot jeg var tro nok på det jeg mærkede, ville jeg og den vej i livet jeg skulle på, trække sig mod hinanden som to magnetfelter der suger hinanden tættere og tættere. Jeg har dog også altid vidst, at jeg skulle handle hurtigt når hjertet bankede på og fortalte mig min retning. 

Selvom der var optakt til at lande på min rette hylde i årevis – ja, hele livet, så var det først da tid og sted mødtes med den guddommelige timing, hvor dette tema var i mine årstalsrækker, at brikkerne faldt på plads. Der var en afgørende modningsproces op til at forstå mit kald – og efterfølgende næste etape: Hvordan driver jeg så forretning med det? 

Det anede jeg vitterligt ikke, for ingen i min familie var selvstændige, så jeg havde ingen forbilleder at læne mig trygt op ad. Igen måtte jeg tage en chill pill og trække vejret ind i, at det ville jeg finde ud af hen ad vejen. Når jeg var klar og timingen ville passe. 

Jeg har altid haft en indre radar for, om timingen var nu eller senere. Og jeg har altid instinktivt vidst, at hvis en timing ikke var nu, selvom længslen var tilstede, måtte jeg konsultere min tålmodighed og tillid, fordi den guddommelige plan med mit liv skulle have lov at folde sig ud ét skridt ad gangen.

Jeg har altid intuitivt vidst, at der i gap’et imellem der hvor jeg var og der hvor jeg ønskede at komme hen, var nogle skridt der skulle gåes først – og at jeg ikke kunne gøre andet end at have tillid til, at hvert skridt ville åbenbare sig ét ad gangen, når skridtet skulle tages. At min eneste opgave var at følge med den naturlige rytme livet har. Ikke i venteposition, men i årvågenhed for hvornår jeg instinktivt mærkede et indre ‘go’ for at gå ind af en dør der åbnede sig. 

Jeg har derfor altid set det som min opgave at hygge mig i mit nu og nyde den smukke rejse det er, at se livet udfolde sig på mirakuløs vis. Veje åbner sig af sig selv når vi er klar. Så når det jeg ønsker mig ikke lander let, hurtigt og effektivt så ved jeg, at jeg skal ‘træde af scenen’ og lade livsprocessen gøre sit job, alt i mens jeg skal være årvågen for at flyde med og kun koncentrere mig om at tage det ene skridt ad gangen – der åbenbarer sig for mig, når skridtet skal tages. Når et skridt er utydeligt hygger jeg mig i mit nu det bedste jeg har lært og tager kun de skridt jeg føler mig kaldet til. 

Når jeg er utålmodig og ved at sprænge af længsel, minder jeg mig selv om rejsen og hvordan livsprocessen virker. Jeg minder mig selv om, at når jeg mærker at noget en dag sker, kommer det også til at ske og at det ikke er mit job at finde ud af hvornår eller hvordan. Mit job er at følge med og stole på at den guddommelige plan med mit liv aldrig slår fejl – og i øvrigt er langt mere intelligent end jeg er. Jeg ved at når noget ikke sker hurtigt, er det fordi hånden bliver holdt over mig, fordi det ikke er til det højeste bedste at ske lige nu. Samtidig ved jeg også, at jeg ikke skal være passiv tilskuer til mit eget liv. Harmonien ligger i balancen. 

Kunsten er derfor altid at gå fra det ego baserede behov om her og nu til sjælens tilstedeværelse, hvor jeg mærker at ‘der er styr på det.’ Det kan periodevis kræve en del vejrtrækninger, men når jeg i følelserne mærker at ‘alt er som det skal være lige nu,’ er nemmere at være tålmodig. Jeg har lært, at jo mere jeg kan hengive mig til processen, desto tydeligere viser det næste skridt sig for mig. I let go to flow. 

Livet er sløret nogle gange – og det skal det også have lov til at være, for ellers får vi ikke lov at opleve det mirakel livet også er. 

På mange måder er det dette jeg oplever, at dette tema ‘opdag dit kald’ har lært mig i mit liv. Denne talkombination er koden til at huske hvem vi er, hvad vi er kommet på jorden for. Det er koden til at komme i kontakt med den guddommelige plan i vores liv. Hvor vi tydeligt mærker det der er større end os vise os en vej, vi ikke selv kunne se. I nogle tilfælde er vi så heldige at den vej vi ser i denne livsperiode, er at kigge vores kald i øjnene. Andre gange kan vejen åbenbare en anden guddommelig timing for os. Fx at føle os tilskyndede til at blive selvstændige, stifte familie, rejse jorden rundt eller andet.

Når denne kombination er i vores årstalsrækker føler vi os endnu mere forbundet med meningen med vores liv. Derfor er der mange der ‘tapper ind’ i deres sjælskald og kommer i kontakt med hvad de vil lave fra nu og til deres dages ende. Vi er dog aldrig sikret at en dette tema giver præcis denne indsigt. Det er blot slående hvor mange der opdager deres kald i denne periode og derfor går jeg altid efter dette i årstalsrækkerne, hvis jeg sidder med et menneske, der drømmer om at finde sin rette hylde. 

For årstalsrækkerne røber den guddommelige timing med vores liv. Ligger det vi ønsker os ikke i vores fremtidige årstalsrækker, er det ikke en del af den skæbnevej vi har taget med vores navneskift. Derfor er det afgørende at vi ikke kun har høje vibrationer i vores navn, men at de livsbegivender der er betydningsfulde for os, står skrevet ind i den guddommelige timing med vores liv.