Din fødselsdato indeholder et kæmpe repertoire af tematikker, du gennemlever i dit liv. Det er faktisk alt fra din personlighed, dine udfordringer, dine talenter og styrker til dit potentiale og muligheder i livet. Tænk at det er muligt ud fra en fødselsdato at se alt dette! Det bliver jeg ved med at lade mig fascinere over 😃
Alt efter hvad det er vi som numerologer ønsker at vide om en person, skal vi se på fødselsdatoen ud fra den vinkel. Det er de samme tal vi kigger på, men anskuer det fra forskellige vinkler, afhængigt af om du vil vide hvad dine livsudfordringer handler om og hvordan du håndterer dem – eller vil have indblik i dit størst mulige potentiale og talenter.
Det svære er ikke at kigge på ét tal fra din fødselsdato, men at kunne kigge på alle dine 7-12 forskellige tal, og SAMMENKOBLE dem. At se sammenhængen og det toneangivende i din fødselsdato.
Jeg bliver i min undervisning altid beundret for mit talent til at spotte disse sammenhænge og jeg gør alt hvad jeg kan for at lære teknikkerne videre. Det er dog altid værd at huske på, at jeg har tusindvis af timers erfaring og mere end 2500 sessioner på bagen og derfor bliver det tosset at sammenligne sig med mig og min kunnen. Til gengæld nyder jeg at være kilde til inspiration blandt mine numerologer, der ofte beder om at høre mig tolke på personers fødselsdata.
Der er så uendeligt mange facetter, at hver fødselsdato er unik. Et eksempel er stress. Har du et stresstema i din fødselsdag, betyder det ikke, at din årsag til stress, er den samme som en andens. For der er 33 forskellige måder at blive stresset på.
Nogle mennesker bliver stressede, fordi de altid har travlt og fuld fart over feltet. Andre fordi de er så grundige og detaljeorienterede, at deres perfektionisme gør, at de altid er bagud. Nogle lader sig stresse, fordi deres impulsivitet løber om hjørnerne med dem, så de aldrig rigtig får færdiggjort det de har gang med. Nogle er psykisk stressede, fordi de er dovne og aldrig kan tage sig sammen til at komme i omdrejninger. De bliver derfor stressede over alt det de gerne vil, men som de ikke får gjort.
Ligesom der er 33 forskellige årsager til stresstendens, er der eksempelvis 114 forskellige årsager til kærlighedsudfordringer. Eller 27 forskellige årsager til at være forretningsmand eller -kvinde. Tager vi alle tematikker og deres variationer der findes, er der mere end 700 forskellige slags. Forestil dig så, når vi alle har minimum tre forskellige af disse, hvordan kombinationerne på kryds og tværs gør vores liv helt unikke, fordi de gensidigt påvirker hinandens udfoldelse i en ny og bestemt retning.
At tolke på en fødselsdato er en lærdom, som er et evighedsstudie. På Det Numerologiske Uddannelseshold lærer alle det der skal til, for at afkode en fødselsdatos dynamikker, men ekspertrollen kommer kun med øvelse og atter øvelse. Det siges at det tager 10.000 timers øvelse at blive ekspert, og det kommer tydeligt til udtryk, når man skal lære numerologien. Der er altid flere nuancer, der kan hives frem i lyset og studeres.
Derfor har mine færdiguddannede numerologer efterspurgt en efteruddannelses weekend, hvor vi tager alt det de kan i forvejen, men dykker endnu dybere ned i det, og gennemgår de mange forskellige årsager til de livstematikker, der er. For vi bliver aldrig færdige med at finpudse vores kunnen.
Det er i weekenden, det foregår – og jeg glæder mig helt usigeligt meget. Som en af mine kære numerologer sagde på efteruddannelsen i april: ‘Det er som at tage på spa retreat hver gang vi mødes.’ Jeg er helt enig. Jeg kan ikke komme i tanke om bedre wellness ♥️
Med ønsket om en fantastisk weekend,
Alberthe
🦋